brænde·træ
brændetørv·spade| brænde·træ | brændetørv·spade |
subst. _ spor. med sideformen brand·tørv.
[1621: brændtørv (Frost.Ringkjøbing.23); < ¢brænde 1; Han (±Ø, men inkl. nabosogn af Thy), Skagen´egnen, spor. i øvrige Nordjy´N og ´Ø samt i Midtjy´V (dér fortrinsvis i ældre kilder); se kort; syn.: klyne·tørv, hugget´tørv, sand·tørv 2, speddet´tørv, splittet´tørv, stik·tørv]
 |  Tæt afhjemlet |
= overfladetørv med lyngbevoksning, anvendt til fyring; sjældnere afbrændt til gødningsaske; jf. Ord&Sag.2014.44. ¡bræñ·ªtör¶è ¨ blev gravet (skubbet af) i hedejord, helst med tæt lyng, evt. med lidt græs i, så de ikke blev for løse ¨ de brugtes til at fyre i de gamle bilæggerovne med. $Haverslev. Foruden gamle vrag og inddrevet træ brugte man til brændsel lyngtørv, de såkaldte brændtørv. Disse tørv gravedes i heden, hvor alt var fælles, så man kunne grave, hvor man helst ville. ChrThagaard.Skagen.141. Der blev ogsaa gravet "Brændtørre" og kørt ind paa Marken, ¨ hvor de blev lagt op i store Dynger ¨ og saa brændt ¨ og Asken spredt ¨ ud paa Marken. Man mente at Asken var god Gødning. Him´V. til en almindelig Gaards Forbrug gik der ca. 100 Læs "Brændtørv". SprKult.IX.27.
| brænde·træ | brændetørv·spade |
| Sidens top | |