Èbrækker
bræk·land| Èbrækker | bræk·land |
adj. _ (stød´ og accentforhold K 1.4; ´et K 6.1:) brækè/Ábrækè/bræ§kè Vestjy.
[< brække 6; Østjy (dog kun spredt i NØJy´V), SVJy (med tilgrænsende egne af MVJy), SønJy (nord for rigsgrænsen); se kort; syn.: brudt 1]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
(om hest) = med slidsår, gnavesår i huden (især på bringen el. i nakken) pga. forkert spændt seletøj; også i forb. brækket på/over bringen, brækket for bringen, brækket i skindet (sidste to forb. kun i SønJy). (en varm dag kunne hesten let komme til at svede på bringen under seletøjet og dermed blive "brækket") å ¡så mot wi wask æn ¡o mæ ¡kål¶ ¡wåñ¶, ¡hæl·s ku dær go be¡tæñèls i ¡de ¡ste, ¡hwæj¶ dæñ war blöw·n ¡brækè ¨ å ¡så ku æ ¡gåt ¡ta nu ¡daw·, ¡eñ·n dæñ ku spæñes ¡får i¡jæn = og så måtte vi vaske den af med koldt vand, ellers kunne der gå betændelse i det sted, hvor den havde fået gnavesår, og så kunne det godt tage nogle dage, inden den kunne spændes for igen. $Haverslev. han ha it faat æ tøj ordentle aa æ hest, no æ en bløven brækket (= han har ikke fået seletøjet ordentligt på hesten, nu er den blevet brækket); i slemme tilfælde lagde man et stykke tøj mellem bringe og seletøj. SønJy. De skeet næjsten hwæ foroer, te en hejst bløw brækket we a foroersarbi = det skete næsten hvert forår, at en hest blev brækket ved forårsarbejdet. SØJy.
| Èbrækker | bræk·land |
| Sidens top | |