blod·dråbe
blode·jern| blod·dråbe | blode·jern |
verb. _ med sideformerne blo, bløde. _ blo¿ MØJy; bluè Hards; blø·Û SVJy; blø· TunøSg. _ præs.: ´er (K 6.2); ´¶è TunøSg. _ præt. og ptc.: blåÛ hhv. blåÛ¶ HadsH; bløÛ hhv. bløÛ¶ TunøSg; blåj· hhv. blåj¶ VoerH; (præt.) bluè Hards; (ptc.) blöt SVJy; (ptc.) Áblujè Als.
[< Ìblod; HadsH og VoerH´Ø (MØJy), desuden TunøSg (NingH); spor. i Sydjy og på Als; se kort; syn.: lade x, slå x]
 |  Tæt afhjemlet |
= årelade (en hest el. et stykke kvæg). Naar Hesten ¨ har Feber, hjælper det ¨ å ¡blo¿ èn. En Snor strammes om Hestens Hals, saa Pulsaaren kommer frem; der slaaes Hul med et ¡blo¿¡jan¶ (= »blodejern). $Hundslund. Naar vore Faar var løbne i æ Bo·ger (= boghveden) ¨ saa de (havde fået »drejesyge og) løb rundt paa Stedet, tog Moder o blu·e dem ¨ hun skar en Stump af Dyrets Øre ¨ for at der kunne komme lidt Blod. HPHansen.HH.147. Når får havde ¨ tynd mave, blev de Ábluje ved, at man skar et stykke af øret. AlsKal.I.18.
| blod·dråbe | blode·jern |
| Sidens top | |