blik·spil
blik·tøj| blik·spil | blik·tøj |
adj. _ el. (med stærktryk på begge led) ¡blik¡stille. _ el. (i to ord) blikkendes stille (spor. i MVJy). _ 1.sms.ledÌ: udtales i alm. som »¢blik(´); også ble©´ SSamsø.
\ Ìogså opfattet som forstærkende forstavelse.
[vel < rigsmål; spredt afhjemlet]
= helt stille; helt ubevægelig (om vind, vandoverflade etc., også overført om levende væsner). de ær ¨ ¡ble§kªstel· _ dær ær e§t æn veñ¶ dæ rø¿r sæ (= ikke en vind, der rører sig). $Tvis. all de hihle blywwer / fosgjønne aa æ Fyw¶wer, / næ¶r dæn æ blank aa ble¶kstæll = alt bliver forskønnet af fjorden, når den er blank og blikstille. MorsSangbogÌ.69. ¡bej·sªwæj¶r ¨ ¡så sat di ¡ho·leñ i ¡wæj¶rèÛ, ¡så stu di ¡blek¡stel·, å ¡så ¡le¿v di = bissevejr, så satte de (dvs. køerne) halen i vejret, så stod de bomstille, og så løb de. $Tved. vi hai lottet ve Vinneren, aa dæ wa blekstell innd i Stowen ¨ di wa gaanh te Row = vi havde lyttet ved vinduerne, og der var musestille inde i stuen; de var gået til ro. MØJy (JyUgeblad.II.412).
| blik·spil | blik·tøj |
| Sidens top | |