blik·mål

bliks·fuld

blikse

verb. _ med sideformen bliksne. _ bleks SønJy; bleksèn Midtjy. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt.: bleksènt SabroH (MØJy).

[formentlig < tysk blitzen; jf. svensk blixtra; spredt i SønJy, spor. i Midtjy]

= bande; ofte i forb. bande og blikse (el. omvendt). hun ¨ bleksent po, te hun olle vill si ham mie (= at hun aldrig mere ville se ham). PJæger.S.19 (og flere andre steder i forfatterskabet).

blik·mål	bliks·fuld
Sidens top