blegligÇblegne

Se også Çblegne (verb.)

Ìblegne

subst. _ med sideformen blæne. _ blæ·n/Áblæ·n (K 1.9) NJy, NØJy (i Ommers også ble·n), Thy´N og ´M, Djurs (dog blièn, blæjèn SSamsø), Sønderjy; ble·n MØJy, Bjerre (vsa. blæ·n); blæj·n Thy´S, Mors, MVJy, SyJy (spor. vsa. blen·, blæn·); i alle områder med ´e(·)´ el. ´æ(·)´ forekommer yngre former med *´æj´, *´ej´. _ genus: fk. alm.; fem. NØVends (K 7.2). _ plur.: blænèr, blenèr, blæjnèr (analogt med sing. men med kort vokal) alm.; ´er (K 6.2) spor. afhjemlet.

[Nørrejy, spor. i SønJy´N]

= mindre væskefyldt blære på huden, på tungen el. ved munden; blist. Kvolsgaard.L.84. ¡sk嬷ªkå§pèr vi·sèr sæ ve rø· plæ§tèr mæ blæj·nèr = skoldkopper viser sig ved røde pletter med blegner. $Vroue. (talemåde:) Der var ikke en blid blegne derpaa, siges om et støkke mavr og ringe kiød. TerpagerÇ.ca.1700. (spec.:) dæ ku ¡såm·ti kom ¡blænèr hÉlèr blæ·rèr ¡òw·n po è ¡ka©èr i è ¡reµ· = der kunne sommetider komme blegner eller blærer oven på brødene, i skorperne. $Torsted.

blegligÇblegne
Sidens top