blammeret
blamre·lyssen| blammeret | blamre·lyssen |
verb. _ med sideformerne blomre, blamme (i betydning 1). _ blamèr/blamè (K 6.2) alm.; blòmèr DronninglundH (Vends); *blam Vends´NV. _ præs.: ´er/uend. (K 6.3, K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et/u.end. (K 6.3, 6.1).
[jf. ODS. blamme, hvor inf. er konstrueret på grundlag af præs. blammer Bregend.HB.147]
1) = trække op (om skyer); ofte i forb. blamre ¡op [< blamme 1; Vends (±S), spor. i NØJy og MVJy; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
Sommermornen er kølig, det blammer med Skyer, som Solen jævnt gemmer sig bort i. KBecker.TK.II.220. \ (også) = blæse sagte og lummervarmt (som op mod torden) [spor. i Nord- og Midtjy] det blamrer i vandet, blæser sagte, så vandets blanke overflade bliver brudt; det blamrer i træerne, så bladene rasler. F.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = glimte blegt, "flamme"; ændre lysstyrke, "flakke" (fx om kornmod, fjerne lyn, ildskær, flamme i træk, stjerneskær) [Mors, Sall (med tilgrænsende sogne i Hards), Fjends´N (med tilgrænsende sogne i Ommers), Him´SV, spor. i øvrige Nord- og Midtjy; se kort; syn.: blafre 2 ´ 3]
 | Tæt afhjemlet |
lampèn blamèrèt et pa gåµ, å ¡så gik èn ¡u¿Û. $Hundslund. I Jøsses Kos ¨ der maa da vær Ild opp, søen som de blamrer = ih, Jesus Kors! der må da være ildløs, sådan som det blamrer (på himlen). Aakj.R.42f. I efteråret 1870 ¨ var der om aftenen så underlige mørklys ¨ de var blodigrøde, gule og hvide ¨ og blamrede så forunderligt over himlen. ChrHede.HO.87. _ (også om lygtemand, liglys og lign. lysfænomener:) Kjølby.Elsø.14. Krist.DS.NyRk.II.439. \ (spec.:) a ka e§t fo è te¶ å blamèr i æ ¡ka§kèªlow¶n = jeg kan ikke få det til at blusse op i kakkelovnen. *$Vroue.
3) i overført betydning [udviklet < betydning 2]
3.1) = flimre (om varmedis i horisonten) [spor. afhjemlet; syn.: bjerg·mand 1, lokke·mand] det blamrer, dvs. der går luftbølger. Vends. Naar Varmen er meget stærk, blammer den ude i Horisonten. Ommers.
3.2) = flimre, "sortne" (for ens øjne) [spor. afhjemlet] a blyw¶è så skit te¡pas de blamèrè fo min øw¶n, de æ blo¶èt dæ sti©è te håw¶iÛèt = jeg bliver så skidt tilpas, det blamrer for mine øjne, det er blodet, der stiger til hovedet. $Hundslund.
3.3) = lyse op, "skrige" (om farver) [spor. i Midtjy] om et stort flagrende Sjal i skrigende Farver: de æ da grow, hu de blamrer (= det er da grove, hvor det blamrer). Hards. Solstraalerne var ikke til at dy sig for herude paa den træløse Hede ¨ Henne paa Kampstensdyngen foran Forstuedøren blamrede Ka’ (= Karen) Bjergs gulskjoldede Hylsklæder (= uldne lagner) og stribede Dynevaar. Aakj.FJ.189.
| blammeret | blamre·lyssen |
| Sidens top | |