blamme
Çblammer| blamme | Çblammer |
Se også Çblammer (adj.)
subst. _ med sideformen blommer. _ blam¶èr/blam¶è (K 6.2) alm.; (i betydning 1:) også blamèr spor. i Vends; også *blommer DronninglundH. _ genus: stof´neutr. alm.; også (i betydning 2´3) neutr./fk. (K 7.1).
1) = vejr med optrækkende tunge skyer og lummervarme [1795: varm blammer (CAnd.D.141); < blamre 1; undertiden (i Vends) opfattet som plur. af »blamme og da udtalt uden stød (jf. AEsp.VO.V.16, Lars.Ordb.21); spredt i Nordjy og Vestjy´N] Blammer = beklumret ¨ tyk, ondartet Luft. Him (Becher.ca.1815). Noe´Nygård.T.39. _ (spec. om vejr fra sydøst, sj. øst el. syd og da som sikkert tegn på regn, jf. flg. talemåde, med varianter:) Østen Blammer, / Qvind’Klammer / aa Foor Vre´e / de ennes mæ Vaand = østenblammer, kvindestrid og fårevrede, det ender gerne med vand (nemlig hhv. regn, tårer og vandladning). Schade.34.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = skær af fjerne lyn, kornmod; flakkende skær fra et lys [< blamre 2; spredt på Mors, spor. i Fjends (med Sall´SØ), HadsH (MØJy) og Bjerre] Lynenes Blammer viftede uafladeligt gjennem Rummet. Aakj.FB.131. lij· mæ jet kam¶ dæ æn grúli blam¶èr = lige med èt kom der en gruelig Blammer, et stærkt Lyn. Skyum.Mors.II.149. den (dvs. lysets væge) skød imellem (= nu og da) et Blammer op af den smeltede Tælle og faldt igen mat tilbage med en sagte Syden. KrJens.R.52. \ (spec.:) det står i én/ét blammer = himmel og jord står i ét (pga. voldsomt tordenvejr) [spor. i Midtjy]
3) i overført betydning [< betydning 2]
3.1) = ydre glans; overfladisk pragt. Sommetider var det Solskin om Morgenerne ¨ det var ikkun Blammer og Lokkeleg og varede kun saa kort. *Bregend.HB.155.
3.2) = højrøstet tale, "ballade". Blammer = Ordstøi, høirøstet Samtale i Selskab. *Randers´egnen (AnonymÌÌ.ca.1825). *EBertels.H.35.
3.3) = uorden; makværk. de gor i blamèr få ham = det mislykkes. *Him. de ær no ¡slæm¶t ¡blam¶èr, do hår ¡law¶èÛ (= det er noget slemt blammer, du har lavet), dvs. brokværk. *$Tved.
| blamme | Çblammer |
| Sidens top | |