blød·mundet
blødning| blød·mundet | blødning |
adj. _ med sideformen blød·malket.
[alm., undt. i Thy´S; syn.: bly·mælket]
= let at malke (om ko, som villigt giver mælken fra sig i tykke stråler). mæn ¡så ¡war eÛ jo ma·nè a ¡kej¶èrn dær ¡war så ¡bleÛªmilken, aÛ ¡milkèn ¡de war lovèn ¡a dæm, mæn di haÛ ¡go¿èÛ ¡hi¿m = men så var der jo mange af køerne, der var så blødmælket, at mælken var løbet af dem, medens de havde gået hjem. $Anholt. Når en pige malker en ko første gang, skal hun hægte alle sine klæder op, for så bliver den blødmælket. Sgr.IV.62 (jf. Sgr.VII.69). \ (overført) = blid, blødagtig af sind [spor. afhjemlet] Ann Daahrt, dæ wa no blømjelket i et, kam te aa slovvegræh (= græde hulkende). PJæger.G.51. Om en Person, der er haard i det, siger man med jysk Forkærlighed for indirekte Tale: Han æ skam it bløjmjælket. MØJy.
| blød·mundet | blødning |
| Sidens top | |