blære·vorn
Ìblærpe| blære·vorn | Ìblærpe |
subst. _ med sideformen blarp. _ blærp alm.Ì; også blarp Fjends´N. _ genus: fk. alm.; neutr. ØHanH, MØJy. _ plur.: blær§p Vestjy (K 1.6)Ç; blærp $Torsted.
\ Ìspor. også *blerp, *blæb(b); muligvis blær(¶)k $Hundslund (i betydning 1); Çdog blær§pèr $Vejrum.
[jf. ODS. Blarp]
1) = klat, plamage af mere el. mindre flydende konsistens, fx blæk, spyt, snavs, (ko)møg [< Çblærpe 1´2; spredt i Vestjy samt MØJy´S og ´M, spor. i SØJy og SønJy] TerpagerÇ.ca.1700. NBlich.VP.150. hvert femte Minut læner han sig frem og sender en Mundfuld Spyt ud gennem Aabningen (dvs. ud af vinduet), det man paa Jydsk kalder "en ordenle Blærp". Hards (AchtonFriis.JL.II.104). Noe´Nygård.S.41. æ kat hå wæt en· ånèr æ s浶, dæ æ¿ æn stu¿(r) blærp dæ¡en· = katten har været inde under sengen; der er en stor plamage derinde. $Erslev. MØJy (JyUgeblad.II.319). (georginerne) frøs i torrehuset i vinter (jf. tørve·hus). Da a skuld ta dem i foråret, var der kuns en blæp. AlbDam.MM.261. \ (også) = tår, sjat [spor. i MVJy og SVJy] jåw· tak, li· en bete blærp ¡åwenªí = jo tak, (lad mig bare få) en lille tår (kaffe) oven i (det, jeg har). $Vroue. \ (også) = lyd af skvulp, sjask el. lign. (spec. fra tagdryp) [spor. i Sydjy]
2) om person.
2.1) = skødesløs person, der let spilder noget el. taber alt, hvad vedkommende har i hænderne [< Çblærpe 2] *Thy. *Løgstør (F.).
2.2) [< Çblærpe 3] en blærp kaldte man een, som havde tynd mave, så det gav lyd. *TørrildH (SØJy).
2.3) = person (især barn), som har let til gråd [< Çblærpe 5; spredt i Thy og Hards, spor. i Sall, Him´V og SVJy´N]
2.4) (overført) = åbenmundet person (især kvinde), pjattehoved; indbildsk person, pralhals [< Çblærpe 6; spor. i NVJy, MVJy og Him´V]
| blære·vorn | Ìblærpe |
| Sidens top | |