bjæffe
bjæld| bjæffe | bjæld |
subst. _ med sideformen bjal. _ udtale »kort (med note). _ genus: neutr./fk. (K 7.1).
\ Ìogså bi¶èl Sall´N.
[< bjæle; Vends (±SV), Læsø, Thy, Hards´NV, SVJy´V og VSønJy´N (± Vadehavsøerne); spredt på Mors, i Sall og Fjends´N; se kort]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= højt råb; vræl; hyl (fremkaldt af forskrækkelse, angst el. smerte). hon ga¶ èn bjæ¿l, da æ traj¶ po heñè ¡fu¿èÛ = hun gav et hyl, da jeg trådte på hendes fod. $Torsted. I stuer Tjørkal løb ¨ i Grøbingi ¨ aa ga jit Bjæl aa sæ etter e ontj = en stor tyrekalv løb i grebningen og gav det ene brøl af sig efter det andet. Thise.LS.I.31. \ (spec.) = person, som er højttalende (og pralende) [spor. i Hards og SVJy] (anvendt som tilnavn:) En original på egnen hed Kre Bjål. SVJy.
| bjæffe | bjæld |
| Sidens top | |
}){kind=link}