Jysk Ordbog - bitten

bitten

subst. _ betèn/be§tèn (K 1.4).

[< Ìbitte (med diminutiv´endelse); spor. i Østjy´N og ´M samt Fjends; syn.: Ìbitte 2]

_ kun i flg. forb.: ikke/aldrig en bitten = ikke den mindste smule. HBrøchner.ca.1810. Teng, der ¨ ikki en Bitten kaa gawwen = ting, der ikke kan gavne det mindste. JKattrup.JJS.45.

bitte·mette	bitte·nytte
Sidens top