bi·steldet
bi·stik| bi·steldet | bi·stik |
adj. _ bistèr/bistè (K 6.2). _ plur.: u.end.
[spredt i Vends, spor. i øvrige Jyll (± Hards)]
= vred, arrig (om menneske, sj. dyr). (talemåde:) MÉn bistÉr sej jÒ setje vej, see di får e gamæl ovr = men bistert sind gør sigtet vind (dvs. bevirker, at man sigter dårligt), siger man med et gammelt ord. Grønb.Opt.134. \ (overført, om vejr) = barsk. *$Vroue.
| bi·steldet | bi·stik |
| Sidens top | |