bilp
bilp·fuld| bilp | bilp·fuld |
verb. _ be÷lp/belp (K 1.5) Vends´V og ´S (vsa. ´æ´, muligvis lånt fra »bælpe); belp spor. i NØJy. _ præs.: ´èr _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1).
[opr. lydefterlignende; beslægtet med balpe, bælpe]
1) = skvulpe (svagt) i kar, spand mv. [spor. i NØJy og Vends´S] Vandet bilper mod Stranden i en Dam, naar dets Overflade bevæges svagt og giver Lyd mod Brinken. Lars.Ordb.15. de beÏpèr i mawèn å hæjstèn = det skvulper i Maven paa Hestene. $Vorning. _ (overført:) haj war så fi¶, de´de fjætte bælpe på ham = han var så fed, at fedtet bælpede på ham. AEsp.VO.I.110.
Forrige betydning - Næste betydning
2) bilpe ¡oven ud, bilpe ¡over = løbe over (i skvulp) [spor. i Vends og Him] de belper uwn uk å tji·l = det skvulper oven ud af kedlen (når vandet koger). AEsp.VO.I.110. _ (overført:) sont no ongh Bingler er jo saa full aa Abkatstreger, de de belper uvn uk aa dem = sådan nogle unge lømler (jf. bengel 1) er jo så fulde af abekattestreger, at det bilper oven ud af dem. Thise.SS.199.
3) gå og bilpe (med noget) = gå så skødesløst med spand mv., at man spilder ud over kanten. *AEsp.VO.I.110.
| bilp | bilp·fuld |
| Sidens top | |