ben·mand
ben·modig| ben·mand | ben·modig |
subst.
[< Ìben 2; spredt afhjemlet]
= rigsm.; anvendt som foder, tidligere også som gødning. nær tjy¶n war gon å ree¶st, blÒw no bjænmjÉl rÒr uk i wò¶j å hwÉlt i dem = når køerne var gået af »rejs (dvs. ikke formåede at rejse sig), blev der rørt noget benmel ud i vand og hvælvet (dvs. hældt) i dem. AEsp.VO. æ Foer (vil) saa gjan ¨ knaw o æ Awrer, der haar faat Bjenmyel = fårene vil så gerne gnave på de agre, der har fået benmel. HKKrist.Ovtrup.176.
| ben·mand | ben·modig |
| Sidens top | |