be¡klemt
be¡klummen| be¡klemt | be¡klummen |
verb. _ 2.led: ´¡klek/´kle§k/´¡kle÷k (K 1.4) alm.; spor. også ´i´
[< rigsmål; spredt i Nørrejy; fortrinsvis i ældre kilder; syn.: be¡klakke 2, be¡klaske]
= bagtale, bagvaske. o sæj om en Mand, te han wå skanwon ve hans Ku’n nær de wår Løwn, de vild vær ¨ o beklek ham = at sige om en mand, at han var skarnvorn (dvs. ond) ved sin kone, når det var løgn, det ville være at bagtale ham. SØJy.
| be¡klemt | be¡klummen |
| Sidens top | |