avn·bøg
Çavne| avn·bøg | Çavne |
Se også Çavne (verb.)
subst. _ udtale »kort (med noter), jf. også K 1.3, K 2.1. _ genus: stof´plur. el. stof´neutr. alm.; spor. også fem./fk. (K 7.2); fk. el. neutr. $Hostrup. _ plur.: ´er (K 6.2)¢.
\ Ìder mangler ældre optegnelser; spor. er (formentlig som yngre form) optegnet aw·n; Çområdets afgrænsning mod vest er usikker i Nørrejy;Èkun to optegnelser: *a·n, *ow·n Fanø; ¢når et stort antal kilder anfører plur. u.end. (se fx citat fra TerpagerÌ.ca.1700), må det formentlig opfattes som stof´plur.
[spredt afhjemlet]
= dækblad om kerne (af forskellige kornsorter). Æ fek et ¡Aw·n ¡op i de ¡jæn· ¡Næjs·gaf, de ¡krildèrèt ¡sår·n = jeg fik en Avne op i det ene Næsehul, det krillede sådan (slemt). HostrupD.II.1.23. \ (oftest i stof´plur., som samlingsbetegnelse) = urenheder, affald ved tærskning og rensning af korn [syn.: emter 1] det, som feies oven af kornet, naar det er kast (dvs. kernerne er slået af aksene) i loen, saa som oven oc sligt. TerpagerÌ.ca.1700. d浶g嵶 wa wi jo møj¶ sparsom¶èli© så¿n, fu de u·n, de blÒw jo samèlt sam¶èl, å så sko wi ha§kèls å blæñ· è u·n í è ha§kèls = dengang var vi jo meget sparsommelige sådan, for det avne, det blev jo samlet sammen, og så skar vi hakkelse og blandede avnen i hakkelsen. Thy. O·nèn blöw lå te si·, å di blöw gæ·n bruwt te¶ å fuèr fo¶rèn mæ = avnerne blev lagt til side, og de blev gerne brugt til at fodre fårene med. NPBjerreg.ÅOmmers.16. Te sist bløw dæ strøe unne dem mæ halm helle oend å dæ bløw fejet rent = til sidst blev der strøet under dem (dvs. køerne) med halm eller avner og der blev fejet rent. MØJy. Sengetøjet var stivt, tungt vadmel, tit med avner eller "fyndun" (= kæruld) som fyld i stedet for hønsefjer. At bruge dun tænkte vist ingen paa. Frifelt.SG.16. _ (talemåder, med varianter:) dæ wa let ku¶èr, mæn möj¶ ow·n = der var lidt korn, men meget avne. $Agger. jæn fånger ejt gammel høns mæ awn = man fanger ikke gamle Høns med Avner. ØHanH.
| avn·bøg | Çavne |
| Sidens top | |
}){kind=link}