atling·and
at¡tak| atling·and | at¡tak |
subst. _ atmès¡fæ·r, atmos¡fær alm.; (forvansket, spøgende:) rasmus¡pæ·r Sall, Hards, Ommers; *patmosfære Mols. _ genus: fk.
[< rigsmål; spor. i Nord- og Midtjy]
(spøgende) = dårlig, ildelugtende luft. O æ Bænk, lieg ve mi Sied, skrutte Sessel so _ hun en bette jen lo skried, _ ingen ajjt der o, faer der bløw en Rasmuspæer rønnen i æ Stoww = på bænken, lige ved siden af mig, sad skrutryggede Sidsel, hun lod en lille en (dvs. en fjært) gå, ingen agtede derpå (dvs. bemærkede det), før der blev en ilde lugt rundt om i stuen. VilbMøll.GJ.27.
| atling·and | at¡tak |
| Sidens top | |