ast·fuld
ast·gal| ast·fuld | ast·gal |
subst.
[< Ìast; spredt i ældre kilder fra Sønderjy, desuden anførte optegnelse fra SVJy; syn.: ast·hul]
= rumpehul, røv(´hul) (især spøgende eller som skældsord). do goer saa se’er, haa do undt i di ast’gaf? = du går så sært, har du ondt i røven? SVJy. (talemåder:) De haij mee Øjn enn Ørsgaef (= de havde flere øjne end røvhuller), om de nysgerrige eller de måbende. SprogfAlm.1981.80. "æ lø§k hæµèr ve di from·"! soi hañ fañèñ, hañ röw¶ hans ö·stgaf å èn gæ·rstawr = lykken hænger ved de fromme! sagde fanden, han rev sin røv på en »gærdestav. SønJy (F.IV.18).
| ast·fuld | ast·gal |
| Sidens top | |