Ìarve
arve·falden| Ìarve | arve·falden |
Se også Ìarve (subst.)
verb. _ med sideformen ærve. _ arè alm. i NørrejyÌ; aro, aru NDjurs, ældre form på Mols; også (ældre) ærè Samsø; Áærè/ærè (K 1.9) alm. i SønderjyÇ; ærev $Fjolde. _ præs.: ´er (K 6.2) alm.; u.end. $Voldby. _ præt. og ptc.: ´et hhv. ´¶et (K 6.1) alm.; aro hhv. ar¶o $Voldby; Áærè(t) hhv. ærè(t) TonalOmr (K 1.9); ´t $Fjolde.
\ Ìogså optegnet a÷rè Vends; Çogså yngre arè/Áarè (K 1.9) SønJy´N, $Hostrup.
1) = rigsm. det er nok en arvet (ærret) Sot (= nedarvet sygdom), han har. Hagerup.Angel.84.
2) arve (nogen) ¡efter = slægte på [muligvis sammenblandet med arte 2; spor. på Sundeved og Als] hañ ærè e ¡fa· Áætè, hañ æ ¡li så Árolè = han slægter sin far på, han er lige så rolig. $Felsted.
| Ìarve | arve·falden |
| Sidens top | |