arret
arrig·fugl| arret | arrig·fugl |
adj. _ med sideformen arg. _ ar¶i VendsÌ; ar¶i© NVJyÇ, NØJy, Hards´N; ar¶i(©) Læsø, MØJyÈ, Djurs, SØJy´N; ar¶è Sall, Hards´S, SVJy¢, SØJy´S; ar¶è/arè (K 1.1) SønJy (vsa. a·rè Sundeved, Als (F.)); ar¶ $Løgumkloster, sideform i $Emmerlev. _ plur.: u.end. (men med tab af evt. stød, og i TonalOmr (K 1.9) med tonal acc.2).
\ Ìogså ar¶© (i ´M vsa. ar¶è); Çogså ar¶© $Torsted; Èdog spor. ar¶è (fx $Houlbjerg); ¢også ar¶i(©)
[jf. arrig, arg i rigsmålet, men uden betydningsforskel som dér; formerne med ´i´ synes udviklet < gammeldansk *arigh; formerne med ´è kan enten have samme oprindelse el. gå tilbage til gammeldansk *argh]
1) = hidsig, galsindet; pirrelig [spredt afhjemlet] nær kwejfålken bagt, war di òltjstee¶ns arri, få så wil særki ja·n heng i rÒw¶wen = når kvindfolkene bagte var de altid arrige, for så ville særken gerne hænge i røven. AEsp.VO. hò· mÉ eñtj bön¶ å gna·w i, så blÒw mÉ wal ari i sæ si¶èl = havde man ikke børnene at skænde på, blev man vel gnaven på sig selv. Vends (F.II.2). æ bå¿n æ ves sy¿k, får en æ så arè = barnet er vist sygt, for det er så pirreligt. $Lejrskov. _ (i karakteriserende personbetegnelser, ofte opfattet som sms., fx:) Haj ær i a¶ri© Pej¶ (= han er en arrigpind), kun om Mænd. AarbVends.1923.231. ætè ¡met ¡tøk æ hañ èn ¡ar¶iªtamès = efter min mening er han en arrigthomas. $Hundslund. _ (i adskillige talemåder, med varianter, fx:) Veñ¶ å Señ¶ å ar¶ig Kveñ·, de for manes Øw¶en te¶ èr å reñ· = vind og sind og arrig kvinde, det får manges øjne til at rinde. PKMadsen.Opt. De er et und Lyw aa døww, mæ en arrig Kwind aa løww = det er et ondt liv at døje, med en arrig kvinde at leve. Djurs (JySaml.3Rk.I.90). Haçj æ så ar¶i som en wiib = han er så arrig som en vibe. Vends (Sgr.XII.137). I æ¬èr i arriger; i ri·ger i karriger = jo ældre, desto mere arrig; jo rigere, desto mere nærig. Hards (Røjkjær.Opt.).
Forrige betydning - Næste betydning
2) = ond, ondskabsfuld [spor. i SønJy, i Nørrejy kun i ældre el. litt. kilder] han er oltins are, hven han er fuld (= han er altid arrig, når han er fuld), dvs. ondskabsfuld. $Løjt. di ¡hæ ¡så·n ¡a·rè ¡hu·ñ, dæñ ¡birè ªfålk = (de har sådan en) ondskabsfuld (hund, den bider folk). $Felsted. hañ ¡æ da så ¡a·rè ve di Áhæ·st, dæñ ¡ka·l (= han er da så ond ved de heste, den karl), når han pisker og slår på dem. $Felsted.
Forrige betydning - Næste betydning
3) = uartig [spredt i ØSønJy´SØ] E Skolmeste ¨ ga vos Hisselhövl, hvæn vi var oldtfor a’re = skolemesteren gav os klø med en hasselkæp (jf. hessel·høvl), når vi var altfor uartige. SJyAarb.1980.311. væn do æ ¡a·rè, ka do kom i ¡sæµ = hvis du er uartig, kan du komme i seng. $Felsted.
4) = slet, ringe, dårlig; besværlig [spor. i Vends og SønJy] de blÒw no arge klø·ntj, få wi ha glæm¶t å få no höwwels = det blev nogle mislykkede klejner (jf. klønt x), for vi havde glemt at få noget hævelse (gær). AEsp.VO. han måld Brø å Flæsk å Kjør å Pøls å Pæng; å så tåt sin Kun da å, te dænd Kværn it vå så arre endda = han malede brød og flæsk og kød og pølse og penge (med den magiske kværn); og så syntes hans kone da også, at den kværn ikke var så ringe endda. JMads.Hanved.62. di æ Áa·rè di ka¡tøflè (= de er besværlige, de kartofler), om kartoffelplanter der vokser ud over ærtebedet. $Felsted. de er no ar¶ri nooe, siges om ærtehalm, neg med mange tidsler i og andet, som det er ubehageligt og vanskeligt at arbejde med. AEsp.VO. _ (spec.:) Han er kuns arre: om en Syg. Outzen. \ (også, i superlativ) = overordentlig ringe etc. (rent forstærkende) [spredt afhjemlet] Det arrigste Maag, det usleste Tøi, siges om Redskaber og sligt, der ikke duer. Milling.1829. de er som i de arreste Sviergaf = det er som i det argeste sviregab (dvs. den værste knejpe). Tønder.
| arret | arrig·fugl |
| Sidens top | |