ansk
anske·løs| ansk | anske·løs |
verb. _ å(ç)÷jsk/å(ç)jsk (K 4.4, K 1.7) alm.; ån·sk Han (F.); an(·)sk Him. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
[muligvis < anse; Vends´N og ´V, spor. i øvrige Nordjy; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
= ænse, lægge mærke til; tænke (over /på), huske (på). Røst.1808. han åjske entj å stajjs hæ·sten = han sansede ikke at standse hestene. AEsp.VO. aajske do no de a ha bu ætter = huskede du nu det jeg havde bud efter. VennebjergH. no der haae wi dæ, de aajske a jo entj, faa tho saa ha a jo olle saa e = nå, der har vi dig, det lagde jeg jo ikke mærke til, for så havde jeg jo aldrig sagt det. Thise.LS.II.200. _ (refleksivt:) a ååjske mæ intj i¶ e = jeg tænkte ikke over det, var ikke opmærksom på det. HornsH. \ hertil (præs.ptc.?): å vær åçj·skèn = (at være) opmærksom. *Vends (F.).
| ansk | anske·løs |
| Sidens top | |