an¡selig
ansigts´| an¡selig | ansigts´ |
subst. _ 2.sms.led: ´se©t alm. i Nørrejy; ´sitj, ´setj Vends; ´segt $Læsø; ´sæjt, ´sejt MØJy (±N, ±SV); ´®sit MØJy´SV, $Kragelund; ´®sèt Bjerre, Fanø, sideform spor. i øvrige SVJy og i Hards; ´secht Sønderjy. _ genus: neutr./fk. (K 7.1). _ plur.: ´er (K 6.2).
1) = rigsm. [alm. (dog yngre i Sønderjy); syn.: Ìand, ge¡sigt 1] i gamèl daw· kåst fe·skèrn dæm ni¿èr èpo strå¿ñ èpo´Û¶jÉr an·se©t å ba te´w¶òr hærè eñèn di tow èpo haw¶ = i gamle dage kastede fiskerne sig ned på stranden på deres ansigt og bad til Vorherre, inden de tog på havet. Kvolsgaard.F.27. di tåw gå·Ûbasèr vil helst si¶ jænè glå· å få¡nöw¶èÛ anse©tèr, næ· i wa farè mæ¶ å row Ûèm åp = de to gadebasser (dvs. lederne i karlelavet) ville helst se ene glade og fornøjede ansigter, når de var færdige med at råbe dem op (dvs. sætte karle og piger sammen i par, jf. gade·lam 2). NPBjerreg.Ommers.3. _ (spøgende:) Køerne kalder man for Spøg for de hornede og Hestene de lange Ansigter. Vends. _ (talemåde:) Æ pe¿n Ansitj ka nåk ly·w = et kønt ansigt kan godt lyve. Vends.
2) = spirestedet i rugkernens spidse ende (med aftegning, der kan minde om et lille ansigt) [spor. i ældre kilder fra Nørrejy] (1778:) Ganske vist er det agterste (jf. aftre 2.1) korn i og for sig bedre til sædekorn, da "ansigtet" eller sædestedet bliver aldrig fordervet ¨ som gierne under tærskningen og kiørningen (= afhasningen) skeer paa det fremmerste (jf. fremre 2.1). Thy (BB.III.82). \ også kaldt: Vorherres ansigt (el. lign.). Forinden havde hun dog taget en enkelt Kjærne mellem Fingrene og holdt den op for Lyset for at se om hun kunde finde "Vorherres Ansigt", hvormed der sigtes til Kjærnens yderste, fintdunede, hvide Spidse. Aakj.VF.195. Jordemoderen strøer da Rug paa Barnet og foresiger Moderen disse Ord: "Ligeså mange "Guds blide Ansigter", som her ere, ligeså mange Fald skal Vorherre bevare dig fra". Thiele.III.84.
| an¡selig | ansigts´ |
| Sidens top | |