an·gående(s)
A¡nine| an·gående(s) | A¡nine |
adj. _ med sideformerne an·hængelig, an·hængs. _ 2.sms.led: ´hæµèn alm.; også ´h浶s MØJy´V, Fjends´S; også *´hængle SønJy.
[egl. ptc. af ældre rigsmål anhænge (= hænge fast ved); NØJy og MØJy´N, spredt i Fjends og MØJy´M, spor. i Vends´S, Han og SønJy; se kort; syn.: Çang, Çanger, på·hængende]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= modersyg; tæt knyttet til én; som hænger efter én (især om børn og dyr). Baane æ saa anhengen ætte Mueren; hon æ et forkæle Baaen = barnet hænger sådan efter moderen; hun er et forkælet barn. Him. Hun æ saa ang eller anghængend’ ætter mæ ¨ af Kjærlighed eller Kjælenskab. Vends (CBruun.ca.1850).
| an·gående(s) | A¡nine |
| Sidens top | |