an·gelegen
ange¡lit| an·gelegen | ange¡lit |
subst.
[< Ìangel 2; spor. afhjemlet]
= hul, som angel til leblad går igennem. sjelle æ Lee hai en Angel te o gjø faast oe Skaut. Dæe vaa en Jæernplai mæ et Gaf, vi kolle æ Angelgaf. Saa æ dæ en Reng omm e Skæutæend, aa saa en Jæernkiel te aa dryw en faast mæ = selve leen havde en angel til at gøre fast på skaftet; der var en jernplade med et hul, vi kaldte angelhullet; så er der en ring om enden af skaftet og så en jernkile til at drive den fast med. SønJy.
| an·gelegen | ange¡lit |
| Sidens top | |