alder·vorn
aldres| alder·vorn | aldres |
adj. _ med sideformen aldrendes. _ (l/¬ K 4.6; længdeforhold mv. K 6.3:) å¬èr(è)n, å¬rèn alm.; al·rèn Bjerre (i betydning 2); *ålrens, *ålderens Fjends, sideform i SØJy.
[egl. præs.ptc., jf. aldres]
1) = gammel; til års [spor. i Østjy og Fjends´Ø; syn.: aldret] de æ kywsom å vær jenn næer en blywwe åldrend = det er trist at være alene, når man bliver gammel. ABerntsen.FA.8. han æ ve aa blyw aalrens, han goe saa tong o æ jue; de wa e¶et saaen som da han swang æ piege, da ku han snaae e¶et ha æ bien ve æ gwol = han er ved at blive gammel, han går så tungt på jorden; det er ikke sådan, som da han svang pigerne, da kunne han snart ikke holde benene ved gulvet. Fjends.
2) = jævnaldrende. mæ å dæ vi æ al·rèn, po jet ål¶è(r) = du og jeg, vi er jævnaldrende, på én (og samme) alder. *Bjerre.
| alder·vorn | aldres |
| Sidens top | |