alde
Çalder´| alde | Çalder´ |
Se også Çalder´ (sms.led)
subst. _ udtale »kort (med noter), jf. også K 4.6, K 1.1, K 6.2. _ som 1.sms.led: samme udtale som »Çalder´. _ genus: neutr./fk. (K 7.1)¢. _ plur.: ´e (K 6.4).
\ Ìogså (ældre) ò¬¶èr Vends´S (jf. K 4.6); Çdog ò¬¶èr HellumH (Lyngby.Opt.); Èudtalerne ´å¬´ og ´o¬´ holdes ikke klart ude fra hinanden i Sønderjy, jf. EmmerlevD.73; ¢dog yngre fem./fk. (K 7.2), især i Østjy´M og ´S.
[ca. 1400: oller (Suso.13)]
1) = den tid, nogen (el. noget) har eksisteret. di mo wol ha tøt, te di past sam¶èl i mier ind Ålder = de må vel have syntes, at de passede sammen i mere end alder. TKrist.BT.9. De æ da aa en stærken Løml aa saa kort en Older = det er da også en gevaldig stærk lømmel af så ung en alder. JPIvers.BB.10. No tænker æ osse snaar æ slipper hæ fraa, for æ tøkkes æ ær ve æ Oller = nu tænker jeg også snart, jeg slipper herfra, for jeg synes, jeg er ved alderen (dvs. ved den alder, hvor folk i alm. dør). Thybohist.8. (talemåde, med varianter:) haj fæk òl¶èr å òlèr we = han fik alder og aldrig vid (dvs. fornuft, forstand). KærH. \ faste forb.: på/i alder med = rigsm. [spredt afhjemlet] Laust ¨ håj en dætter ¨ som wa i Åller mæ mæ = Laust havde en datter, der var på alder med mig. Sand.E.22. _ (som adj.:) alder med = d.s. hañ ær ¡a¬¶èr mæ ¡mæ = han er på alder med mig. *$Tved. *NingH (MØJy). _ på én alder = på samme alder, jævnaldrende [spor. i Nord- og Midtjy; syn.: aldrende 2] \ (spec.) = menneskealder [spor. afhjemlet] Hvor sej Per Lassen end var, fæk han dog kun en halv alder. Krist.Anholt.61. Lever man te ¡òl¶ès ¡æçj· (= alders ende) bliver man ¡gamèl ò ¡gro¿ (= gammel og grå). $Børglum.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = alderdom. Let Jegt hun samlet attehåend / de komme mæ æ Ålder = lidt gigt fik hun efterhånden, det kommer med alderen. ABerntsen.GÆ.11. æ 嬶èr få¬èr swæ¿r ¡o ham = alderen falder svært på ham (dvs. alderen præger ham kraftigt). Skautrup.H.II.73.
3) fra alders tid; fra alderstid = fra gammel tid, fra arilds tid [jf. norsk dialekt fra/af/i alders tid, gammelsvensk aff allers tiidh; spor. i Nørrejy] (grandebrev 1733:) Pløier nogen (noget) af anden mands jord bort og overgår ret skiæl (= overskrider det rette skel), som af alderstiid hafver været, da bør han at ligge det tilbage igien og til straf betale granderne 2 mk (= mark). Vends (Vider.IV.223).
| alde | Çalder´ |
| Sidens top | |
}){kind=link}