aksel·tur
Çaksle| aksel·tur | Çaksle |
Se også Çaksle (verb.)
verb. _ awsèl/òwsèl/åwsèl (analogt med »Ìaksel). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t MaltH (SyJy; F.).
[< Ìaksel, jf. vestnordisk axla; spor. i ældre kilder fra Nørrejy]
= løfte noget op på skulderen. Ka du aausl ed _ kan du aksle det? = kan du løfte det op på skuldrene? Mors (Schade.25). Da han kom forbi brønden, stillede han sig, som han vilde stötte sækken mod bolværket for at aksle bedre op, men lod saa det hele ramle ned i brønden. NDjurs (Krist.JyA.T.III.127.) \ (overført, hertil eller til Çaksle) = skynde sig [spor. i Nord- og Midtjy] Øllegoe, a troue, a go te den stue Armej. No maa do, Dælen gaal mæ! ousel dæ aa faa sænn Boj ette Dokteren = Øllegård, jeg tror, jeg går til den store armé (dvs. dør); nu må du, dælen galeme, aksle dig og få sendt bud efter doktoren. MØJy (JyUgeblad.I.1.12). \ (spec.:) aksle pig [< pig x] åwsèl ¡pi©¶, dvs. tage Benene paa Nakken. *HadsH (MØJy). owsèl pig mæ¶ èn (= aksle pig med den), Talemåde naar man tager et Løft. *VoerH (MØJy).
| aksel·tur | Çaksle |
| Sidens top | |