agerrapsens·rede
ager·rende| agerrapsens·rede | ager·rende |
subst.
[< ren x; Østjy (± Han´V, Læsø og Djurs), Fjends´S, SVJy´SØ, Sønderjy (nord for rigsgrænsen , ± Vadehavsøerne), desuden Hagerup.Angel.; se kort; syn.: ager·fure, ager·rende]
 |  Tæt afhjemlet |
= fordybning (midt i ager el. mellem to agre), hvor to plovfurer er pløjet til hver sin side; modsat »ager·ryg; jf. FDF.VI.179f. (fig. 8 ff.). agerren = den grube der skiller to agre el. agerhalvdele, alt efter pløjningen hhv. fra agerens midte (sammenpløjning) eller fra dens sider (udpløjning). Man kastede aldrig sten i renen, da denne jo ikke var stationær. Ommers. Når drenge pløjer, vil agerrenen gerne blive for dyb ¨ Så pløjer man efter harvningen en lille fure fra hver side og vælter ned i renen. Han. (vejrregel:) I Februar skal der falde saa møged (= meget) Vand, ted (= så at) en Hjort kan drikke af e Agerren. Kok.Ordspr.140. \ (også:) om markskel; stedvis udviklet til en bredere, upløjet jordstrimmel, opfyldt af bevoksning el. henkastede marksten, og derved efterhånden hævet over de omliggende agre. I ¨ Skygge mark er der fra gammel tid næsten imellem hver ager en bred agerren fyldt med småsten, som er kastet til fra agrene. Fjends (Krist.JyA.I.33). de lange og smalle Agre skiltes fra hinanden ved favnebrede Agerrener, der aldrig havde været under Ploven, men som vare begroede med Enebær, Gyvel og storvoxen Lyng. Thyreg.BB.III.269.
| agerrapsens·rede | ager·rende |
| Sidens top | |