Ìaf·slag

af·slid

Se også Ìaf·slag (subst., sms.led)

Çaf·slag

subst. _ el. (med tryksvagt 2.sms.led) ¡af®slag. _ afvigende 1.sms.led: å¿´ GjernH (MØJy; F.). _ genus: neutr./fk. (K 7.1).

[vel < rigsmål (men jf. Ìaf 21, slag x); spredt afhjemlet]

= afvisning, nej; "kurv". han ¡bÉj·¬t ¡te heñèr mæn han fÉk ¡å·slå = han bejlede til hende, men han fik afslag. $Torsted.

Ìaf·slag	af·slid
Sidens top