af·nammer
af·næbret| af·nammer | af·næbret |
verb. _ *afèn _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t
[vel beslægtet med vestnordisk afla (= udrette); spredt i MØJy, spor. i Ommers og Hards; syn.: afle, avan¡cere 1, for¡afne]
= arbejde hårdt, hænge i med; skynde sig, ivre; også i forb. afne ¡ved. (hun) spand sjel hinne Hør, hinne Uld / aa affent i Mark aa i Stowe = hun spandt selv sin hør, sin uld og havde travlt i mark og i stue. PJæger.S.17. kålen læt de mjest åv mjælk´å´brø´dåvveren sto, di affent ætte å fo spænt få, å kom åstej = karlene lod det meste af mælk´og´brød´davren stå, de ivrede efter at få spændt for og komme afsted. Prip.Søften.169.
| af·nammer | af·næbret |
| Sidens top | |