af·kog
af·krog| af·kog | af·krog |
subst. _ 2.sms.led: ´kom¶ alm.; ´®kom Vends, Thy. _ genus: neutr./fk. (K 7.1) el. stof´neutr. (i betydning 1 hhv. 2).
1) = efterkommer(e) (af menneske og især dyr) [spredt i Nørrejy] Mett Maritj ha skjæltj aa lamentire øwer dæj faadærre Ungdom i ol Almindelihjæ aa het ejn Avkom i Særdelishjæ = Mette Marie havde skældt og lamenteret (dvs. beklaget sig) over den fordærvede ungdom i al almindelighed og hendes eget afkom i særdeleshed. Thise.SS.195. ¡dæñ¶ ¡tër hår ¡møj¶ ¡å·kom ¡hæ·r po è ¡Éj¶n = den tyr har meget afkom her på egnen. $Torsted.
2) = slægt, familie [spor. i Midt- og Sydjy; forældet] (efter pestårene 1658´59) ¨ så draw mi aw·kom¶ u¿Û dæ·rfrå¿, å huer di ku så feñ· en go¿r, te dæ war eµen fålk i¿, å ku fo æ skå·sten te¶ å rø·©, så håÛ di hjæm¶ dæ·r = så drog min slægt ud derfra, og hvor de så kunne finde en gård, som der ingen folk var i, og (hvor de) kunne få skorstenen til at ryge, så havde de hjem der. SØJy (Krist.JyF.IX.185). $Darum.
| af·kog | af·krog |
| Sidens top | |