Ìærre
ærre·dom| Ìærre | ærre·dom |
Se også Ìærre (subst.)
verb. _ ærè alm. (spor. også ær·); erè $Darum; *erre Ommers (OBork.1814); ærre Bjerre (Plesner.1814); *irre MØJy. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1) alm.; (ptc.) ´¶et (K 6.1) $Lødderup, $Vorning, Hards (PKMadsen.Opt.), $Darum.
[jf. vestnordisk erfiÛa, gammeldansk ærve(de) (= arbejde, have møje) (Kalkar.IV.972); vel beslægtet med ærje x]
1) = bevæge, sætte i bevægelse, røre; især om kroppens lemmer, om heste mv. [spredt i Midtjy, Sydjy og på Mors, spor. i Vends, Him og Sønderjy´N] HCMonrad.ca.1820. ærè æ bjæn· (= bevæge benene), dvs. røre Fødderne (gaa frem og tilbage for at faa dem varme). $Vejrum. "Du skal erre den gale arm," dvs. ved passende træning gengive (den syge arm) ¨ tidligere styrke og smidighed. Him. di ong· hæj·st ska ja·(r) ærès hwæ¿ då¿ æ wentèr i¡gjæmèl = de unge Heste skal gerne ærres (have Bevægelse) hver Dag Vinteren igennem. Skyum.Mors.II.114. di ærræ, te ri bøus we æ = de (mennesker) slider, til de bøjes ved det. Djurs. Som Karl var Jens en dygtig Hjöllikå·l (jf. høle·karl) og fulgte sin Formand (dvs. den karl, der gik foran ham) meget snært, eller som han udtrykte sig: a ho¬t ham li sej¶ ærrè (= jeg holdt ham lige sejt ærret, dvs. i bevægelse uden ophold). Hards (HPHansen.Opt.). \ ærre sig = røre sig; anstrenge sig [spor. på Mors, i Sall og i Midtjy´Ø] Det var slet ikke just saa rask, jeg kjørte, men hun (dvs. den ene hest) ærrer (anstrænger) sig altid mere, end hun har behov. Thomaskjær.TH.16. (kilde fra 1716:) Huans goe haer Jen aa ed, at errie sei mæ æ Diens Spørgsmaael, Huerchen æ Prouest ailler æ Bisp Spøer Jen oer om De = hvilken gavn (jf. gode 1) har man af at anstrenge sig med degnens spørgsmål (i skolen), hverken provsten eller bispen spørger en ud om det. AarbSkive.1916.39.
2) = bearbejde, arbejde igennem.
2.1) = udføre hårdt kropsligt arbejde [spor. på Mors, i Midtjy, Sydjy og Sønderjy] wa ær en stur Bræssel, da sku rehses hæller røgles, kunn en fo si Røgg aarrlig ærred = var det et stort areal med æltetørv (jf. bredsel 1), der skulle rejses eller røgles (dvs. sættes i tørveskruer, jf. røgle x), kunne man få sin ryg ordentlig arbejdet igennem (og gjort træt). AarbMors.1926.106. Skuelen wa slem; A ska suæ te, Løgtenanten ku ærre Jens Ryg = (rekrut)skolen var slem; jeg skal love for, at løjtnanten kunne få ens ryg arbejdet igennem (ved eksercits til hest mv.). Blich.EB.15. når en har gjort et meget strængt Arbejde, siger han: a bløw¶ så ær¶ret (= jeg blev så) hårdt medtaget. MØJy. \ (også) = give klø [spor. i MØJy, SVJy og Sønderjy] a ska ære dæ di Røgstøkki = jeg skal slå dig (på) dine rygstykker. MØJy. A ska ¨ nok ærre di Ryk, saa do ska hous et = jeg skal nok banke din ryg, så du skal huske det. Sønderjy.
2.2) = behandle garn ved kogning mv. jf. Kulturm.1940´41.126 [MØJy´S og SØJy´NØ, desuden Als; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
ærre Garn, dvs. koge og banke det. Bjerre (Plesner.1814). Hør´ og »Blaargarn skulde "ærres" d.v.s. koges og bleges, medens det var i Lodder (dvs. var opvundet, jf. lod x); det skete ved i Grubekedlen at koge det i en stærk Bøgelud. ØH.1942.51. i Bunden af Grukedlen (æ gru·(w), jf. Ìgrue 1) ¨ kom først et Lag Halm ¨ (derpå) et Lag Træaske (træå·sk), saa et Lag Garn, et Lag Aske og et Lag Garn; der kom Vand paa, saa det stod over (dvs. op over garn og aske), og det bragtes i Kog; denne Proces kaldtes at ærre Garnet (ærè æ gå¶n). SØJy.
2.3) = ælte (ler). ærè le¿rèt = arbejde pottemagerleret sammen. *GjernH (F.IV.130).
| Ìærre | ærre·dom |
| Sidens top | |