Artiklernes opslagsform

Ordbogens artikler starter alle med (fed, understreget) opslagsform. For valget af opslagsform gælder følgende regler:

1. Det fællesdanske ordforråd har opslagsformer, der følger Retskrivningsordbogens stavemåder.

2. For dialektord, som er medtaget i Ordbog over det Danske Sprog (ODS), følges som hovedregel dennes opslagsformer. Fremmedord med en jysk udtale, der afviger mærkbart fra rigsmålets, vil dog ofte have en opslagsform i nær tilslutning til udtalen. Fx udtales emploi (indlånt fra fransk, muligvis via nedertysk) normalt am¡plöj(¶) i jysk, og dette ord har fået opslagsformen am¡pløj, idet vi antager, at brugeren snarest vil søge ordet der.

3. For dialektord, som ikke er medtaget i ODS, hviler opslagsformen på rigsmålets ortografiske principper: hvordan ville ordet være stavet, hvis det fandtes på rigsmålet? Ud over de lydlige forhold tages der også hensyn til etymologiske forhold; sønderjysk bjærèt (= høst, hjemkørsel), afledt af verbet "at bjærge", får således ikke opslagsformen bjærret el. bjært, men bjærgt.

I nogle tilfælde vælges en opslagsform dannet i analogi med rigsmålet. For adjektivet fompè er således valgt opslagsformen fumpet (i analogi med rigsmålets tumpet), selv om lydformen med slutlydende -è i dele af ordets udbredelsesområde normalt ikke afspejler -et, men -ig.

4. Dog behandles nært beslægtede ord ofte i én og samme artikel. Fx dækker artiklen bjæl ikke blot udtaler med æ (bjæ¿l etc.), men også udtaler med ikke´omlydt vokal (bja¿l, bjå¿l), svarende til en rigsmålsform bjal. I sådanne tilfælde er det normalt den mest udbredte lydform, der lægges til grund for opslagsformen (her æ´udtalen, jf. kort over udtalen af bjæl). Afvigende lydformer af en vis udbredelse sammenfattes til en sideform, anbragt efter opslagsform og ordklassebetegnelse, og sat med fed skrift uden understregning (fx bjal) eller (ved mindre afvigelser) blot understreget (fx gildes·folk jf. artiklen gilde·folk).

Når en bruger søger et dialektord i Jysk Ordbog, vil udgangspunktet normalt være et ord, vedkommende har hørt eller læst. Det kan være svært _ selv med kendskab til ovenstående regler _ at konstruere den rette opslagsform. Vi har derfor i søgefunktionen indbygget et omfattende henvisningskartotek bygget på udtaleformer og sideformer. Hvis blot brugeren ved indtastning i søgefeltet gengiver det søgte ords udtale så enkelt som muligt, vil man normalt uden videre blive ført til ordbogens opslagsform. Indtaster man således empløj, en variantudtale af am¡pløj, vil søgefunktionen åbne denne artikel, og en søgning på bjærret vil åbne artiklen bjærgt. Hvis det indtastede matcher flere opslagsformer, vil brugeren få en oversigt over disse _ med mulighed for at klikke sig ind på de enkelte.

Ordbogens artikler er ordnet alfabetisk efter opslagsformen. Ensstavede opslagsformer _ og her ses bort fra evt. store bogstaver eller særtegn _ er nummereret med et lille hævet homonymtal: ¸abraham, úAbraham, idet rækkefølgen primært bestemmes af ordklasse. Undertiden kan et sporadisk eller usikkert afhjemlet ord være medtaget i en samlingsartikel eller i slutningen af artiklen for et andet ord; i sådanne tilfælde vil det indbyggede henvisningskartotek tilbyde den artikel, hvor ordet er medtaget.

I opslagsformer forekommer følgende særtegn:

· (hævet punktum) angiver, at det pågældende ord er sammensat (dvs. en sammensætning, en afledning eller en samdannelse), fx aften·bakke, abe·vorn, bar·benet; ordets to led har hhv. hoved´ og bitryk, og de har normalt selvstændige artikler i ordbogen, hvor der redegøres for udtale og bøjning; hvis det sammensatte ord har afvigende trykforhold, eller leddenes udtale eller bøjning ændres ved sammensætningen, redegøres der for dette. I mange tilfælde, hvor et førsteled (fx i finger·bjærg, finger·hytte) taber stød i forhold til det usammensatte ord (¸finger), er der redegjort for særudtalen i en sammensætningsartikel (úfinger-), hvortil brugeren henvises fra lydhovedet i det usammensatte ord; henvisningen er i sådanne tilfælde anbragt i umiddelbar forlængelse af grundformens udtale (fx sing.-udtalen af ¸finger).

´ (bindestreg) angiver:

1. (efter opslagsformen:) at der er tale om førsteled i en sammensætning, en afledning eller en samdannelse; anvendes i samlingsartikler, fx úaften-, ×an-

2. (før opslagsformen:) at der er tale om sidsteled i en sammensætning, en afledning el. en samdannelse; anvendes i samlingsartikler som úbenet

3. (mellem enkelte led af opslagsformen:) at der er tale om en syntaktisk forbindelse, fx plantenavnene forglem-mig-ej, a-elsker-dig.

¡ (hævet trykstreg) anvendes til markering af hovedtryk på den følgende stavelse, når denne ikke er ordets første, fx am¡pløj; i sideformer forekommer også følgende trykmarkeringer: ª (sænket trykstreg) til markering af bitryk, ® (sænket nul) til markering af svagtryk.